Iværksætteren - Magasinet for iværksættere
fredag 18. december 2009 Kl. 10:02

Vækstfonden har nu besluttet, hvilke fire venturekapitalfirmaer der skal investere de i alt 500 mio. kr., som blev afsat i regerings erhvervspakke. Det drejer sig om Bifrost  Ventures med 125 mio. kr., Inventure Cleantech med 125 mio. kr., IVS med 100 mio. kr. og Seed Capital med 148 mio. kr.
I alt 11 ventureselskaber havde ansøgt om at få del i puljen. Pengene skal matches af et tilsvarende beløb i privat kapital, og dem skal de fire heldige ventureselskaber nu i gang med at rejse. (Kilde: ErhvervsBladet)

torsdag 10. december 2009 Kl. 17:47

Antallet af iværksættere i Danmark styrtdykker, men der er håb for morgendagen hvis man kigger på deltagertallet til årets Venture Cup-konkurrence. Her meldes nemlig om 37 pct. flere indleverede forretningsplaner i forhold til sidste år.
Direktør for Venture Cup, Tine Thygesen udtaler at ”det er utroligt positivt, at et stigende antal studerende har fået øjnene op for de mange muligheder der er i at være iværksætter og begynder, at udvikle nye metoder, services og produkter. Det er netop den indstilling der skal til, for at vi kommer styrket ud af krisen.”

torsdag 10. december 2009 Kl. 17:35

Den netop afholdte Stanford-konkurrence "Global Innovation Tournament" kastede en kategorisejr af sig til danske Connect Club, som iværksætterne Lisbeth Skrumsager, Mette Schelde og Marie Lyhne fra Arkitektskolen i Århus står bag. Studerende havde under konkurrencen otte dage til at løse en innovationsudfordring og lave en lille film om den. Tæt på 1.000 indlæg blev modtaget fra 31 lande.
 

Se det danske vinderbidrag her: www.youtube.com/watch?v=LOffjfCxc74
Læs mere her: www.unleashingideas.org

torsdag 10. december 2009 Kl. 17:28

EU's Socialfond har tildelt Væksthus Sjælland 2,6 mio. kr. til at udvikle modeller som kan gøre det lettere for regionens små og mellemstore virksomheder at foretage et ejerskifte. 62 pct. af SMV'erne skal ejerskifte inden for ti år, men mange har svært ved at sælge deres virksomhed. Det nye projekt skal bl.a. komme ind på økonomisk klargøring og personlig afklaring i fh.t. at afhænde sin virksomhed.

torsdag 10. december 2009 Kl. 17:16

Travle iværksættere risikerer at komme til at lide af glemsomhed, problemer med at træffe beslutninger og problemer med at finde ordene. Det viser en svensk undersøgelse. Arbejder man mere end 55 timer om ugen kan de kognitive symptomer indtræde, ligesom søvnproblemer opleves mere hyppigt. 37-40 timers arbejdsuge giver ifølge undersøgelsen den bedste trivsel. (Kilde: epn.dk)

torsdag 3. december 2009 Kl. 19:19

Landets selvstændige har holdt for under krisen. Tallene er 27 pct. mindre på årets bundlinier i forhold til sidste år, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Det er 12,6 mia. mindre overskud. Tak for kaffe. (Kilde: Børsen)

torsdag 3. december 2009 Kl. 12:29

Østfyns Erhvervsråd forsøger sig nu med et forløb, hvor dagpengemodtagere kan deltage i et iværksætterforløb mens de modtager dagpenge - inden for dagpengereglerne. De foreløbig fire deltagere har været til samtale for at blive kvalificeret til det femugers forløb, og vil modtage sparring og netværk i tilknytning til Udviklingspark Lindholm i Nyborg. Desuden vil de modtage undervisning i iværksætterrelevante discipliner, som f.eks. markedsføring og forretningsplanudarbejdelse. (Kilde: ErhvervsBladet)

torsdag 3. december 2009 Kl. 12:23

Butikkers brug af ord som "chokpris" og "kun" bliver nu begrænset af nye regler fra Forbrugerombudsmanden. De må fra 1. marts 2010 kun benyttes, hvis de har et reelt indhold - dvs. når der virkelig er tale om gode tilbud. Ifølge de nye regler skal normalpriser have været gældende i mindst seks uger - dog kun fire uger for dagligvarer og sæsonvarer - før der må reklameres med tilbudspriser. Forventer en butik at have for få varer til at imødekomme efterspørgslen på dens slagtilbud, skal det fremgå tydeligt i annoncen. (Kilde: Business.dk)

torsdag 3. december 2009 Kl. 11:51

Region Sjællands negative erhvervsspiral skal brydes med ni nye "Vækstfabrikker" - erhvervshuse, hvor virksomheder kan bo og få hjælp og sparrring til at vokse. Projektet har et budget på 27 mio. kr., hvoraf halvdelen dækkes af Vækstforum, og den anden halvdel af de kommuner, hvor Vækstfabrikkerne skal placeres. Den første åbnede i april i Vordingborg, og derudover har 13 byer vist interesse for at få en vækstfabrik, nemlig Næstved, Nykøbing Falster, Kalundborg, Holbæk, Ringsted, Roskilde, Slagelse, Sorø, Stege, Køge, Greve, Hårlev og Faxe. Forhandlingerne om placeringen er i gang.
Vækstfabrikkerne får hver deres fokus og tematiske indhold, som f.eks. grøn energi eller kunst og kultur. En virksomhed kan højest have til huse i en vækstfabrik i to år, og i den periode får virksomheden vækstforløb, uddannelse, sparring, netværk og mentoring.
De tre første Vækstfabrikker forventes åbnet i 2010. Samlet set vil der blive plads til 200 virksomheder i Vækstfabrikkerne.

onsdag 2. december 2009 Kl. 22:16

November måned satte kedelig Danmarksrekord med 599 konkurser - det højeste, der nogensinde er registreret på en måned. November er dog altid en travl konkursmåned, og sæsonkorrigeret er der faktisk tale om et fald i konkurserne fra oktober til november. Hovedstadsregionen stod for godt halvdelen af konkurserne.
1290 nye virksomheder kom til i november - mod 1715 i november 2008. (Kilde: Børsen)

IVÆRKSÆTTEREN · Andersen Publications ApS · Kapelvej 46C, 1. · 2200 København N · Tlf. 70 22 44 60 · CVR: 31584701 · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign