Finansiering gennem crowdfunding, hvor beløbene er små, men antallet af investorer er stort, er et populært emne lige nu. Crowdfunding er i princippet et "mange bække små"-koncept, hvor kreative projekter via en hjemmeside skaber opmærksomhed omkring deres idéer og tiltrækker investeringer og støtte fra mange mennesker, der skyder mindre beløb ind i projektet.
Omkring 56 procent af projekterne lykkes det ikke for, skriver iværksættersitet mashable.com, der samtidig peger på, at det da heller ikke er så overraskende, når man blandt projekterne finder projekter i stil med ønsket om eksempelvis at hente finansiering til en tegneserie om en bacon eller til at opspore en levende dinosaur.
Crowdfunding-modellen har haft god vind i sejlene de sidste par år, og nu er også de nordiske lande ved at komme med på vognen, oplyser articstartup.com. Det sker blandt andet på det svenske crowdfunding-site FoundedByMe, GrovVC og Venture Bonsai i Finland samt Booomerang i Danmark.
Du kan læse mere om det danske crowdfundingsite på www.booomerang.dk
Kilde: Business.dk, Mashable.com, Articstartup.com