Det er som om, at vi i Danmark endnu ikke har opdaget, at dårlig ledelse koster på bundlinjen. Mange danske ledere mangler grundlæggende ledelseskompetencer. Vi er blevet mere optaget af systemer, procedurer og tekniske løsninger end innovation og at lede mennesker.
Selvom det ikke er særlig rart, er vi nødt til at tale om dårlig ledelse. Høj kvalitet i ledelseskompetence er nemlig en af forudsætningerne for, at vi som land og som organisationer kan klare os i den globale konkurrence, hvor vi er godt på vej til at sakke bagud.
Dårlige ledere skaber utryghed, manglende engagement, ineffektivitet, brokkeri, sladder og splittelse i medarbejdergruppen. I værste fald sygemeldinger og opsigelser fra dygtige medarbejdere. De mest triste fortællinger har handlet om ledere, der har svært ved at sætte rammen for afdelingen og klart og tydeligt kommunikere forventninger til medarbejderne. Samtidig vil de gerne mikrolede og kontrollere alt fra skriftlige oplæg til relationer med samarbejdspartnere. I sådanne miljøer uden rammer og ingen tillid kan dygtige medarbejdere ikke trække vejret.
Vi har i Danmark endnu ikke har opdaget, at vi allerede ved rekrutteringen af ledere skal sørge for, at de har de grundlæggende ledelsesfaglige kompetencer i orden – og ikke kun blindt rekruttere på baggrund af tekniske, faglige kvalifikationer.
Når skaden er sket, koster det på bundlinjen, og vi taber på konkurrenceevnen.
Kilde: Karrierepanelet i Business.dk