Det er kun i kriseramte Spanien, at iværksætterlysten er lavere end i Danmark. Det viser en ny undersøgelse fra OECD, som har kigget nærmere på antallet af nystartede virksomheder i ni europæiske lande samt USA og Australien. Mellem 2006 og tredje kvartal af 2011 er der kommet 21 procent færre nystartede virksomheder i Danmark.
”Det er en bekymrende udvikling, fordi de arbejdspladser, som vi skal leve af i fremtiden, jo i høj grad skal komme fra de nye virksomheder. Og når der er et fald i antallet af nye virksomheder, er der grund til umiddelbar bekymring,” siger Thomas Møller Sørensen, chef for entrepreneurship i DI, til Momentum.
Ifølge en professor i iværksætteri skyldes udviklingen, at det er for få af iværksætterne, der kan låne nok i startkapital til at skabe en forretning.
”Kun 38 procent af nyere danske virksomheders låneansøgninger i bankerne bliver til noget, og det er noget af det laveste i OECD-sammenligningen,” siger professor i iværksætteri på Aalborg Universitet, Michael Dahl, til Momentum.
Han mener, at årsagen er bankpakkerne, der kræver solidaritet mellem bankerne, og derfor umuliggør risikovillige udlån til borgere med en god idé, der kan blive til en ny virksomhed.
Kilde: Business.dk