Iværksætteren - Magasinet for iværksættere
Tilbage til blog oversigten
torsdag 12. juli 2012 kl. 14:21
Dansk Iværksætter Forening vokser og får nyt bestyrelsesmedlem

Dansk Iværksætter Forening har afholdt ordinær generalforsamling og suppleret bestyrelsen med iværksætteren Tina Jonasen, der også er medstifter af organisationen Female Courage Foundation. Bestyrelsen tæller nu følgende medlemmer: Christian Walther (formand), Helle Manicus og Tina Jonasen.

Generalforsamlingen var præget af optimisme, idet Iværksætterforeningen de seneste måneder har nået vigtige politiske resultater og tiltrækker flere og flere medlemmer.

”Siden nytår har Dansk Iværksætter Forening nået en række resultater, som har stor betydning for foreningens medlemmer. Jeg tænker først og fremmest på, at iværksætterskatten er afskaffet og vi i samarbejde med Niels Brock har startet iværksætteruddannelse. Derudover har vi etableret en solid kontakt til politikere på Christiansborg, hvor vi oplever, at flere og flere får øjnene op for det uudnyttede potentiale i dansk iværksætteri,” siger Bestyrelsesformand Christian Walther.

På trods af de positive resultater går iværksætterforeningen et travlt år i møde.

”Vi vil bruge det næste år på at fremme iværksættermentaliteten, lokke kommunerne ud af busken med ordentlige servicetilbud til nystartede virksomheder og sætte fokus på iværksætternes problemer med at skaffe kapital,” siger direktør Jakob Engel-Schmidt, som mener, at vejen til nye jobs og højere vækst går gennem en effektiv iværksætterpolitik.

Dansk Iværksætter Forening overtog magasinet IVÆRKSÆTTEREN sidste år. Overtagelsen har skabt fornuftig synergi, som nu for alvor kommer til udtryk.

”Vi oplever, at kombinationen af politiske resultater, spændende netværks-arrangementer og landets største iværksættermedie er attraktiv for iværksættere og selvstændige. Jeg glæder mig derfor meget over, at Dansk Iværksætter Forening hver måned tiltrækker flere og flere nye medlemmer,” fortsætter Jakob Engel-Schmidt. Han påpeger desuden, at foreningen de kommende måneder vil være stærkt engageret i gennemførslen af Iværk&Vækst, hvor man udgør et særligt messe-magasin i planlægningen af Iværksætterugen i uge 46.

Det nyvalgte bestyrelsesmedlem Tina Jonasen glæder sig til at bidrage til bestyrelsesarbejdet:

”Det er helt afgørende, at Danmark har en stærk iværksætterorganisation, der kan råbe politikerne op og samtidig skabe konkrete og jordnære resultater for medlemmerne. Jeg glæder mig derfor til at bruge mine kompetencer i bestyrelsesarbejdet og håber at kunne bidrage til en fortsat positiv udvikling,” siger hun.

 

IVÆRKSÆTTEREN ApS · c/o Videnshuset · Nørregade 7B · 1165 København K · Tlf. 72 30 44 66 · CVR: 31584701 · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign