E-handlen stiger i Danmark med flere dankortbetalinger og flere pakker i Døgnposten, skriver Foreningen for Distance- og Internethandel, FDIH. Danskerne lægger vægt på frihed til selv at bestemme, hvornår de vil handle. Samtidig spirer optimismen hos netbutikkerne.
"Det er ren succes. E-handlen oplever en vækst uden lige, hvor vi i år igen kan se frem til en vækstrate på over 15 pct. Danskerne vil handle for 50-55 mia. kr. på nettet i 2012, og den øgede aktivitet kan aflæses både i dankortbetalinger og på pakkemængden," konstaterer administrerende direktør Annette Falberg fra FDIH.
"I en travl hverdag er det ikke overraskende, at over halvdelen af danskerne fremhæver netop friheden til at handle, når man har tid, som en af de største fordele ved e-handel. Stor gennemskuelighed om priser og varer samt forskellige leveringsmuligheder gør e-handel meget attraktivt. Dagligvarer leveres hjem til døren og du kan selv hente varen i Døgnposten, når det passer dig," siger Annette Falberg.
Kilde: Foreningen for distance- og internethandel og Business.dk