Iværksætteren - Magasinet for iværksættere
Tilbage til blog oversigten
torsdag 20. september 2012 kl. 14:47
Gratis kontorlokaler til iværksættere

Geekhouse er et kontorfællesskab for nye iværksættere, studerende og den erfarne, som har været selvstændig i 20 år – og så er det gratis. IT-firmaet Miracle A/S har domicil i Ballerup, men har 650 m2 i overskud, og dem har de valgt at stille gratis til rådighed for iværksættere. 

Brugerne af huset er typisk enmandsvirksomheder, men virksomheder med få medarbejdere er der også flere af i kontorfællesskabet.

”Det minder nok lidt om iværksætternes Thy-lejr, vi er ikke belastet af faste strukturer – til gengæld har vi plads, vilje og uendelige muligheder,” siger Niels Møller, som er en del af kontorfællesskabet.

Nogle brugere af kontorfællesskabet er der hver dag – andre kigger forbi engang imellem. Fælles for dem alle er, at de kan benytte sig af de gratis faciliteter, som indbefatter kontormøbler, internet, kaffe og printerfaciliteter, og ikke mindst muligheden for at netværke med andre iværksættere. 

De, som er på kontoret hver dag, har typisk en fast plads, mens de, som er på kontoret engang imellem, sætter sig på en af de ledige pladser, som er udstyret med hæve-sænkeborde. Huset er døgnåbent alle ugens dage, og mange af skrivebordene udnyttes af flere forskellige iværksættere.

Kontorfællesskabet benyttes af mange forskellige mennesker – lige fra tryllekunstnere til app-udviklere, som alle bidrager til husets grundtanke: At give mulighed for at skabe et fællesskab, som kan inspirere virksomhederne til at vokse.

Geekhouse ligger på Borupvang 2C i Ballerup, og Niels Møller kan kontaktes på niels@altomindien.dk hvis du vil høre mere om kontorfællesskabet. 

Læs mere på facebook: http://www.facebook.com/denmoerkegang

 

 

IVÆRKSÆTTEREN ApS · c/o Videnshuset · Nørregade 7B · 1165 København K · Tlf. 72 30 44 66 · CVR: 31584701 · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign