Sidst på måneden sætter 30 investorer sig på skolebænken for en dag i Nupark i Holstebro. De har alle det til fælles, at de interesserer sig for investering i unge start-up virksomheder med vækstpotentiale. Det er ønsket om at udvikle og professionalisere arbejdet med at finansiere og udvikle nystartede virksomheder, der nu resulterer i en række masterclasses for investorer med interesse for unge nystartede virksomheder.
”Det at investere i en ny virksomhed er hverken kunst eller hokus pokus. Det er en profession, der kræver særlig kompetence og teknik for at mestre,” siger Kenneth Larsen fra Lyngby-firmaet Keystones. Han har igennem de sidste 12 år arbejdet med at matche investorer og iværksættere og har også selv investeret i et par virksomheder undervejs.
Masterclass for business angels er et initiativ, der skal styrke kulturen omkring investering i nye virksomheder.
”Målet med de her masterclasses er at dele erfaringerne med hinanden og skabe en fælles forståelse for hvor udfordringerne er,” siger Peter Kjeldbjerg, direktør i Nupark Innovation og vært ved arrangementet
Han mener, at der er et stort behov for at rekruttere nye business angels og samtidig give dem ballast og ro i maven, inden de kaster sig ud i den første investering.
”For tre år siden gik vi i gang med at investere i nye virksomheder med Nupark Innovation. Det har givet masser af gode erfaringer, men også nogle grimme skrammer. Nogle af dem kunne vi måske have undgået, hvis vi havde haft bedre mulighed for at lære af andres erfaringer først,” siger Peter Kjeldbjerg.
Sideløbende med investorklassen er der masterclass for kapitalsøgende iværksættere i de tilstødende lokaler, så der bliver rig mulighed for at udveksle visitkort i pauserne.
Masterclass for investorer og masterclass for kapitalsøgende iværksættere er en del af Region Midtjyllands iværksættersatsning STARTMidt Accelerator.
Kilde: Pressemeddelelse fra Nupark
www.nupark.dk