Iværksætteren - Magasinet for iværksættere
Tilbage til blog oversigten
torsdag 28. juni 2012 kl. 17:13
Iværksætter jager succes med virtuelt laboratorium

Et iværksætterprojekt, der er født ud af et tidligere studieprojekt, har nu udviklet sig til en startup-virksomhed med internationalt fokus. Hjernen bag projektet er en ph-d studerende på DTU, der har udviklet e-læringsprogrammet Det Virtuelle Laboratorium.

”De fleste undervisningsforsøg er bygget op som en simpel kogebogsopskrift, der omhandler et bestemt fænomen som gæring eller DNA-analyse. Eleverne følger ofte protokollen slavisk og uden at forstå den underliggende teori. Det er både ineffektivt, demotiverende, og meget langt fra hvordan rigtig forskning foregår, ” siger udvikleren af programmet, Mads Tvillinggaard Bonde. Han har allieret sig med Tobias Aabye Dam og Michael Bodekjær, som står for design, brugervenlighed og den tekniske afdeling.

”Det Virtuelle Laboratorium er et e-læringsværktøj, hvor det er muligt at arbejde med bioteknologi. Det giver elever mulighed for at gennemføre virtuelle forsøg, som i virkeligheden enten ville tage måneder eller ville være for farlige at gennemføre. På den måde kan eleverne selv prøve sig frem, lære af fejl og føre processen helt til dørs, ” fortsætter han.

Han peger på, at vejen til iværksætterlivet har ligget til højrebenet, da han altid har opfattet sig selv ret entreprenant. Og så mener han, at afstanden mellem laboratoriet og iværksætteri ikke er så stor, som man ellers skulle tro.

I december lancerede de det første e-læringsprogram til danske skoler og gymnasier. I dag har 6.000 gymnasieelever benyttet sig af systemet, og det har bekræftet de tre iværksættere i, at der er mere at komme efter. Det Virtuelle Laboratirium har vundet en kategori til Venture Cup to gange samt DTU-prisen Grøn Dyst, og virksomheden er netop flyttet ind i iværksætterkollektivet Founders House i København.

Kilde: Business.dk

 

IVÆRKSÆTTEREN ApS · c/o Videnshuset · Nørregade 7B · 1165 København K · Tlf. 72 30 44 66 · CVR: 31584701 · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign