Iværksætteren - Magasinet for iværksættere
Tilbage til blog oversigten
torsdag 12. juli 2012 kl. 14:52
Iværksættermentorer efterlyses til Masterclass

Niels Brock inviterer iværksættere og Business Angels til at være mentorer for elever på innovationsgymnasiet i uge 42 i efteråret.

Formål

På handelsgymnasiets innovationslinje prøver eleverne kræfter med at starte egen virksomhed. Det kan for nogle føles meget teoretisk. Derfor har eleverne brug for at komme ud og opleve nogle af de udfordringer, der er i at drive en iværksættervirksomhed.

Eleverne skal løse en opgave, som defineres i samarbejde mellem mentor og Niels Brock og med udgangspunkt i faglige kompetencer fra innovationsgymnasiet. Der vil være tale om én elev pr. virksomhed, og det er 3. års elever. Det vil sige, de har en vis faglig baggrund inden for virksomhedsøkonomi, afsætningsøkonomi, innovation og sprog.

Idé

Eleverne sender en ”jobansøgning” til iværksættere, som selv vælger, hvem de vil have i ”erhvervspraktik”. Eleven deltager i dagligdagen, men har en defineret opgave, der skal løses i løbet af uge 42. Opgaven kan defineres som forstudie til et Studieretningsprojekt, som alle 3. års elever skal skrive i december.

Opgaven kan være inden for afsætningsøkonomi, virksomhedsøkonomi eller måske innovation. Det kan være en markedsundersøgelse, en konkurrentanalyse eller lignende.

Hvad får iværksættervirksomheden ud af det?

Niels Brock har desværre ikke mulighed for at betale mentorerne/iværksættervirksomhederne for deres indsats med eleverne. ”Betalingen” bliver muligheden for at være med til at præge et ungt menneske, som forhåbentlig bliver engageret og får lyst til at gå videre med iværksætteri og innovation under én eller anden form.

Kontakt

Nanna Krebs, nakr@niels.brock.dk, tlf: 20604008
Anders Nipper, anip@niels.brock.dk, tlf: 23214639

 

IVÆRKSÆTTEREN ApS · c/o Videnshuset · Nørregade 7B · 1165 København K · Tlf. 72 30 44 66 · CVR: 31584701 · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign