Tre kvindelige iværksættere med ben i næsen vinder en kvart million kr. i Venture Cup Startup Competition. De har designet en bæredygtig menstruationskop til de fattige lande i Afrika og særligt Kenya.
”Vi fandt ud af, at menstruation er et totalt overset problem blandt kvinder i udviklingslande. Så vi har udviklet en menstruationskop med Coloplast, som kan holde i 10 år. Den er fremstillet af medicinsk silicone og udgør et praktisk og hygiejnisk alternativ til piger og kvinder i lande, hvor menstruation er et tabubelagt emne,” siger Veronica D’Souza.
Veronica D’Souza er holdets repræsentant til iværksætterkonkurrencen. De andre to, Maxie Matthiessen og Julie Weigaard Kjær, laver markedsundersøgelser i Nairobi, hvor de alle tre bor. De er alle tre tidligere CBS-studerende.
Venture Cup Startup Competition er en landsdækkende iværksætterkonkurrence, der er organiseret i samarbejde med syv danske universiteter. I konkurrencen har studerende og forskere mulighed for at styrke deres idé og forretningsplan. Alle deltagerne får individuel feedback på deres idé af erfarne jurymedlemmer fra erhvervslivet.
Non-profit organisationen Venture Cup har i tolv år arrangeret konkurrencer for iværksættere, og organisationen drives for universitetsmidler og med støtte fra private sponsorer samt offentlige midler. De næsten 200 videns- og vækstvirksomheder, der er startet efter at have deltaget i Venture Cup, har rejst over 300 millioner kroner i investeringer, skabt over 1100 arbejdspladser, og de har en årlig omsætning på over en halv milliard kroner.
Du kan læse mere om Ruby Cup her og om Venture Cup Startup Competition her