Det giver flere fordele at starte virksomhed med lokal forankring i forhold til at starte virksomhed i et kreativt iværksættermiljø i fremmed by. Dette er konklusionen på en undersøgelse foretaget af to forskere fra Yale School of Management og Aalborg Universitet. Undersøgelsen dokumenterer, at virksomhederne som er lokalt funderet, har større overskud og bedre chancer for at overleve.
Medforfatter til undersøgelsen, Michael S. Dahl fra Aalborg Universitet siger:
”Det kan være nok så fancy et sted, virksomheden starter op. Men der er altså nogle helt praktiske ting, der kommer i første række, og der kan man virkelig drage fordel af sit lokalkendskab.”
Særligt netværket og det lokale kendskab er medvirkende til, at iværksættere, hvis virksomhed drives lokalt, får større succes. Michael S. Dahl peger på, at en lokal iværksætter allerede kender banken, området og de lokale indbyggere:
”Nogen kan lægge et godt ord ind for en. Andre kan hjælpe med at finde ansatte. Det gør en stor forskel i begyndelsen.”
Forskerne havde forventet, at særligt virksomheder som arbejder med software og medier ville kunne drage fordel af at være i kreative iværksættermiljøer, men undersøgelsen finder ingen forskel på tværs af brancher.
Undersøgelsen viser, at virksomhederne, der er lokalt funderet, i gennemsnit har 45.000 kr. større årligt overskud og en 10 % lavere risiko for at lukke, i forhold til de uden lokalkendskab.
Kilde: Business.dk