Cxense Display
Tilbage til blog oversigten
fredag 26. august 2016 kl. 06:55
Nytænkende modekoncept vinder Creative Business Cup 2016

Et stærkt felt af de mest kreative iværksættere har dystet på ideer til årets finale i Creative Business Cup. Vinderen er konceptet Carcel, der har imponeret juryen med deres luksusmode produceret af kvinder i fængsel. Carcel går nu videre til den international finale til november.

Industriens Hus i København danner ramme om årets danske finale Creative Business Cup (CBC), der samler iværksættere, entreprenører, virksomheder, investorer og andre interesserede i fremtidens forretningsideer. Nu er der for femte gang kåret en vinder, og denne gang vinder modekonceptet Carcel med iværksætteren Veronica D’Sourza i spidsen blandt et stærkt deltagerfelt. Carcel er luksusmode produceret i kvindefængsler i verdens fattigste lande.


CBC sætter fokus på iværksættere fra de kreative industrier og bistår dem i deres udvikling med støtte fra blandt andet Nordea Fonden. I dette års danske konkurrence deltog 10 semifinalister, der blev skåret ned til de fem finalister; Carcel, Cook With a Local, Craft, Danish Cardboard Tech og Tiny Rebels. Juryen har dagen igennem gennemgået iværksætternes forretningskoncepter, produktideer og markedsmuligheder.

»Vi har i juryen oplevet en enorm bredde i præsentationerne hos deltagerne i alt fra madkoncepter til teknologiske projekter, hvilket har imponeret os. Deltagerne er langt fremme med deres businesscases og tænker oveni med et globalt tilsnit, hvilket gør deres fremtidige muligheder langt større og mere skalerbare,« siger jurymedlem Sten Peters fra Deloitte.

Videre til international finale
Vinderen Carcel går nu videre til den årlige internationale Creative Business Cup-finale for kreative iværksættere, som afholdes i København til november. Her skal den danske vinder konkurrere med hele den internationale elite af kreative iværksættere fra mere end 70 deltagende lande.

»På en nyskabende og kreativ måde vinkler Carcel produktionen af luksuriøs kvindemode helt anderledes. På bedste vis balancerer de salget af luksusmode med at skabe bedre livsvilkår for udsatte kvinder og deres familier. Det gør de gennem gode lokale samarbejdspartnere, der kan sikre kvaliteten og de direkte relationer til kvinderne sikrer autencitet og ordentlige arbejdsforhold,« lyder juryens begrundelse for at udvælge Carcel. På andenpladsen havner Danish Cardboard Tech med medicokonceptet om en krykke i pap, mens tredjepladsen går til onlineplatformen Craft, der deler researchmateriale fra film- og spilindustrien.

For Creative Business Cup er finalen en understregning af det stærke danske iværksættermiljø.
»Danmark har brug for kreative iværksættere til at udfordre og understøtte det etablerede erhvervsliv. Vi har set et virkelig højt niveau hos dette års iværksætterfelt, og har store forventninger til deres udvikling som nyskabende og levedygtige virksomheder,« siger Rasmus Wiinstedt Tscherning, der er direktør i Creative Business Cup.

Foruden førstepladsen og de medfølgende 25.000 kr., blev der uddelt en række præmier til det stærke iværksætterfelt. Der blev således uddelt en række særpriser til iværksætterholdene bag Craft, GroupCam, Danish Cardboard Tech og Cook With a Local.

 

Dansk Iværksætter Forening · NOHO · Flæsketorvet 26 · 1711 København V · CVR: 10172942 · redaktion@ivaerksaetteren.dk · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign