1 krone pr. liter. Så meget dyrere bliver det i gennemsnit ifølge bilisternes forening FDM at køre dieselbil, når skattereformen i 2013 slår igennem.
Regeringen samt Venstre og Konservative er enige om at forhøje den såkaldte udligningsafgift, der en tillægsafgift for dieselbiler til den grønne afgift eller vægtafgift, med 52 pct., og det får konsekvenser for de omtrent 565.000 ejere af dieselbiler i Danmark.
"De kunne lige så godt have lagt en krone mere på dieselprisen. Så det er en ret markant afgiftsstigning," siger afdelingschef i FDM Torben Kudsk til epn.dk.
Udligningsafgiften er afhængig af bilens brændsstofforbrug. Derfor vil stigningen i afgiften stige fra godt 80 kr. om året i det mildeste tilfælde til godt 3.400 kr. i det tilfælde, hvor afgiftsstigningen rammer hårdest. I et regneeksempel med en bil, der kører 17,3 km pr. liter, vil den samlede afgift stige med 1.020 kr. om året.
Det, man skal betale ekstra i årlig afgift, svarer ifølge FDM's regnestykke med en gennemsnitlig dieselbil, der årligt kører 22.000 kilometer, til, at man lægger 1 kr. til prisen pr. liter diesel.
Aftaleparternes argumentation for at forhøje afgiften er blandt andet, at man ønsker at friholde elbilerne for afgifter frem til og med 2015, hvor antallet af elbiler i Danmark ventes at være vokset med 5.000.
Kilde: EPN.dk