Virksomheder, der ikke kan finde ud af at indberette ansattes skatteoplysninger korrekt og til tiden, risikerer i fremtiden at blive mødt med en sand byge af bøder.
Siden den 1. juli har Skat haft mulighed for at dele bøder ud til virksomheder, uanset om de pågældende bevidst har forsømt indberetningen, eller om det sket er i god tro. Specielt mindre virksomheder uden store administrative afdelinger risikerer at komme i karambolage med den nye bødeordning, og det møder kritik fra bl.a. revisionsvirksomheden BDO.
”Man kan meget nemt komme til at uddele bøder til virksomheder, som gør en voldsom indsats for at have orden i tingene. Det vender den tunge ende nedad, fordi det rammer de små, der i forvejen kæmper en ulige kamp for at holde administrationen nede,” siger Henning Boye Hansen, seniorskattekonsulent i BDO, til Business.dk.
Men heller ikke blandt de store virksomheder er man glade for den nye bødeordning, som graduerer bødestørrelsen, så den afhænger af antallet af ansatte i virksomheden.
”Vi savner dokumentation for, at den hidtidige praksis ikke har virket, og at den nye er påkrævet og retter op på problemet. Vi har heller ikke set dokumentation for behovet for at graduere bødestørrelsen, således at større virksomheder straffes hårdere for samme forseelse,” siger Jacob Bræstrup, skattepolitisk chef i DI, til Business.dk.
Kilde: Business.dk